top of page

© drivingusa.dk

Yosemite
National Park. Kæmpe træer i Californien.

Klik på kortet

Californien

Jeg vander op til Nevada og Nerval Falls i Yosemite Valley.

Mange oplevelser langs Tioga Pass, ved Yosemites  østindgang.

I det østlige Californien, finder man den enorme nationalpark Yosemite. Parkens særkende er de enorme granitbjerge, betagende vandfald, og "fætteren" til Redwoodstræerne, Giant Sequoias.

Yosemites enorme skønhed står i skærende kontrast, til dets historie. For kun 170 år siden var Californien på mexikanske hænder, skønt her kun boede ca. 6.000 spanier og mexikanere. Til gengæld boede der 150.000 indianere. De havde boet her i tusinder af år, men blev mere og mere trængt væk af de hvide.

 

Da John Sutters i midten af 1800 tallet fandt guld i Sierra bjergene, kom indianerne under stærkt pres fra de hvide. De oprettede raids som f.eks The Mariposa Batallion, der anført af James D. Savage, gik hårdt til angreb mod Anwahneechee indianerne, der boede i det område indianerne kaldte for Awooni, der betyder "stedet med den gabende mund".

    

Mariposa gruppen var forberedt på kamp, men ikke forberedt på områdets skønhed. Da de så de store vandfald og de mange bjørne, døbte de stedet Yosemity eller Oohoomate, der betyder gizzlybjørn. Navnet spredtes og hang ved og folk, især guldgravere, begyndte at strømme til. 

Mange år senere, da guldfeberen havde lagt sig, begyndte kunstnere og naturelskere at bekæmpe de grupper der ønskede at privatisere området og dele det op til kommercielle formål. Naturforkæmperen og nationalparkernes fader, John Muir der kendte Yosemite ud og ind, fik præsident Roosevelt med på et ophold i området og overbeviste ham om, at området behøvede beskyttelse af staten.

 

I 1890 blev Yosemite til nationalpark, 18 år efter Yellowstone, der var ikke blot USAs, men hele verdens første nationalpark. Der skulle dog gå endnu 25 år inden man i 1916 oprettede  National Park Service (NPS), der idag faciliterer alle USAs nationalparker. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg netop linker til NPS på alle mine sider. På deres hjemmeside finder man detaljerede oplysninger om hver enkelt nationalpark.

Parken er særdeles populær og 4 millioner turister gæster stedet i sommerhalvåret. Derfor bør man bestille overnatning tidligt og være morgenfrisk, når man skal ind i parken. 

Området ligger højt, så sneen kan godt drille om vinteren, men i slutningen af maj er vejene normalt farbare (men check det på mit link National Park Service, øverst).

OBS på adgangsreservation !

I perioden 13 april til 27 oktober 2024, skal man have pladsreservation for at komme ind i parken. 

Se mere her. 

Yosemite består af 4 hovedområder.  

Hvis man skal have Yosemite ind under huden bør man se områderne Mariposa Grove, Glacier, Yosemite Valley og Tioga Road. Gør man det, har man dog kun set fem procent af det enorme wildernes, der samlet set udgør Yosemite.

Mariposa Grove

Området har mere end 500 Giant Sequoias. Træerne er lidt lavere end Redwoods træerne, men trods dette lover jeg, at du nok skal nok blive imponeret. Jeg anbefaler, at man tager på en guided tour med parkservice, så man får indsigt i områdets særlige karakter og hvordan man beskytter træerne fx. ved at sætte ild til dem. Kommer man fra Oakhurst, kører man lige forbi Mariposa Grove. Besøger du også Sequoia National Park, kan man evt. fravælge Maripose Grove. Turister skal parkere på Mariposa Grove Welcome Plaza, hvorfra der går shuttlebus op til området med de store træer.

Glacier Point.

Fra toppen af Glacier Point får man straks øje på Half Dome, der er et af parkens signaturer. Glacier området giver dig en god ide om hvad der venter dig nede i dalen, for fra toppen af ser man de flotte vandfald, der dominerer dalens mange trails. Tager man bussen (eller går man) til toppen af Glacier, har man 2 gode vandremuligheder som jeg gerne anbefaler. Four Mile Trail, hvor man ser udsigten fra Tunnelview i den modsatte retning og Panorama Trail, hvor man passerer de flotteste vandfald ved Vernal- og Nevada Falls. Panorama Trail er 12 km lang, men det meste af vejen går det nedad. Glacier Point er som regel åben fra maj-oktober.

The valley floor.

Yosemitedalen er en særlig oplevelse. Her dominerer de enorme granitklipper der tordner sig op i det skovrige område, tilsat en håndfuld brusende vandfald. Som vist på mit eget kort, anbefaler jeg talrige stop.

Tunnel View rummer et af parkens bedste udsigtsteder. Herfra kan man bla. se Bridalveil Fall, Glacier, Half Dome og El Capitain.

Bridalveil Fall skal opleves tæt på, så stil bilen og gå den korte tur til faldet, der især er flot i foråret og forsommeren. 

På den nordlige side af dalen, over for Bridalveil Fall, ser man den 914 m høje El Capitan, der er verdens største ubrudte granitklippe. 

For enden af dalen bør man sætte bilen og tage vandrestøvlerne på. Tag John Muir Trail og fortsæt til Vernal Falls Bridge, hvor ruten er let. Herfra fortsætter man ad Mist Trail, der leder op til populære Vernal Falls. I foråret, når vandfaldet er på sit højeste, må man forvente at få vand i håret, mens man forcerer de hundredevis af klippetrin. Vernal Falls er virkelig betagende uanset hvilket perspektiv 

man ser det fra. Indianerne kaldte det “Little Cloud”. Mange tager turen tilbage af samme vej, men jeg anbefaler gerne at tage den lidt længere rute over Merced River og ad Muir Trail, forbi Nevada Falls. Ruten er et loop og er ca. 11 km. 

John Muir Trail giver også adgang til Half Dome. Er du i god form kan du godt gå op og ned af på samme dag, hvis du starter kl 06.00 om morgenen. Medbring dog lygte, for det bliver sikkert mørkt før du når ned igen. De fleste tager 10-12 timer at gå ruten. Overnatning langs ruten i et af campingområderne f.eks Little Yosemite Valley er populær, da det halverer ruten til Half Dome. Af samme grund er pladserne ofte udsolgt og overnatningen kræver vildmarkstilladelse. For at få tilladelse til at bruge kablet, der bringer dig det sidste stykke op på Half Dome, skal du være en af de 300 heldige der har vundet billetlotteriet og dermed retten til at gå derop. Læs de reglerne her.

Lower Yosemite Fall, der er 98 m, ligger tæt på visitor-centeret og dette fald bør man opleve. Når der er fuld volume på vandfaldet er lyden øredøvende. Tag den 2 km lange trail (går med urets retning) der viser faldet fra sin bedste side. 

Vandfaldet er med sine 739 m, det højeste i Nordamerika når de tre lag faldet består af, lægges sammen. I sensommer og efteråret er der dog ikke altid vand i de øverste to fald. Upper Yosemite Fall, der er faldets øverste kan nåes via trail tæt ved Yosemite Lodge by The Falls. Denne rute tager 5-6 timer t/r og er ret stejl. 

Yosemitedalen har desuden flere flotte enge, der er et stop værd. Er man opmærksom, får man måske en stor dyreoplevelse, for parken har ca. 500 Black Bears og Golden Eagles ørne ses ofte.

Tioga Road og bjergpas

Mange vælger at køre via Tioga Pass, når de skal til, eller fra Yosemite, hvilket kan være en god ide, hvis man skal videre til fx. Mono Lake, Death Valley, eller Bodie Ghosttown. Passet er imidlertid lukket om vinteren og åbner ofte sent på sæsonen. I 2017 åbnede den først 1. juli. I efteråret lukker passet normalt i starten af november. Se statistik for passets åbninger her.  

Den vigtigste grund til at tage turen, er naturligvis de mange smukke naturoplevelser ruten byder på. Den 74 km lange rute er iøvrigt bygget af kinesere, bevæbnet med hakke og spade. Langs ruten passerer man talrige smukke søer og farverige enge, der især i for- og efteråret er et farverigt syn. Tuolumme Meadows er et sådant sted. Vil man på vandretur er der talrige steder fx. North Dome (5-6 timer) eller Clouds Rest (6-7 timer), eller kortere ture som Olmsted Point (15 min). 

Bo i parken

Der findes flere steder i parken, hvor man kan bo, lige fra luksus hotellerne Yosemite Lodge, til telthytterne i Curry Village. Bestil et år forinden, hvis du vil være helt sikker på plads i højsæsonen. Bor man ikke i parken, må man påregne 1 1/2 times kørsel til nærmeste by. Derfor anbefaler jeg, at man bor i parken, selvom det er dyrt. 

 

Som i de fleste nationalparker, findes her ikke ret mange indkøbsmuligheder eller benzinstationer. Yosemite Village og Curry Village har de fleste butikker og spisesteder. Parken har 3 tankstationer ved El Portal, Crane Flat og Wawona.

 

Tidsforbrug: 1-2 dage

  

Tip:

Kør altid ind i Nationalparkerne med en fuld tank benzin. Der er kun få steder man kan tanke.  

Tip:

Hvad med en klatretur op på Half Dome

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så skriv til mig på kontakt@drivingusa.dk eller Facebookgruppen USA Forum

Half Dome i Yosemite National Park

© drivingusa.dk

Half Dome taget fra Glacier Point.

Yosemite nationalpark. Roadtrip ruter og nationalparker i USA

© drivingusa.dk

På El Portal Road

© drivingusa.dk

IMG_9147.jpeg

© drivingusa.dk

Olmsted Point, med Half Dome's nordside.

Nevada Falls. Drivingusa.dk

© drivingusa.dk

Nevada Falls.

Half Dome i Yosemite National Park

© drivingusa.dk

Half Dome. 

The valley floor. Yosemite National Park

© drivingusa.dk

The valley floor, med El Capitain i baggrunden. 

Tunnelview i Yosemite National Park

© drivingusa.dk

Udsigt fra Tunnel View.
usa 12 1033
usa 12 1087
usa 12 1054
usa 12 1084
usa 12 1048
usa 12 1047
usa 12 1027

© drivingusa.dk

IMG_9140.jpeg

© drivingusa.dk

Tanaya Lake ved Tioga Road.

IMG_9602.jpeg

© drivingusa.dk

Ved Olmsted Point på Tioga Road.

Pladsreservation i Yosemite.

Oversigt over hvilke dage parken kræver adgangsreservation i 2024

Yosemite Valley-kopi.jpg

© Map by Lasse Kirkegaard

bottom of page