White Sands National Park. De hvide gipsklitter.

Klik på kortet

New Mexico

Vinterlandskab i New Mexico

Straks man svinger ind ad Dunes Drive, der er parkens hovedvej, er det som om, at man kører i et vinterlandskab. “Snedriverne”, der er dannet af gipskrystaller er meterhøje og flere steder er vejen helt dækket af det hvide sand. Det er som at være i Sahara, hvis man ser bort fra farven på sandet.

Området, der er en del af Tularosa Basin, er skabt i den våde del af istiden, hvor regnen skyldede gips aflejninger ned fra Sacramento Mountains, der ligger øst herfor. Regnen dannede Lake Otero, men da klimaet ændrede sig og det blev varmere, fordampede vandet og efterlod gipsen.

Fra visitor-centeret går parkens eneste vej, Dunes Drive 10 km mod nord, hvor den ender i en 4 km lang løkke. Fra vejen kan man stille bilen og gå en af parkens talrige trails, der alle er godt afmærket.

Dune Life Nature Trail er 1,6 km og ligger 4 km efter visitor-centeret. Ruten er ret flad og derfor velegnet til mindre børn. Interdune Boardwalk er et udkigssted, der er dannet af hensyn til gangbesværede. Man kan således benytte kørestol på den 600 m lange fortov, der bringer en tæt på naturoplevelsen. White Sands Backcountry Trail på 2,9 km, finder man efter 8 km og Alkali Flat Trail på 7,7 km ligger for enden af Dunes Drive.

Jeg valgte at gå Alkali Flat, selv om jeg var usikker på, om den var for krævende. Ligeledes var jeg i tvivl om jeg ville gå i bare tæer eller med vandrestøvler. Jeg søgte derfor råd på visitor-centeret, der flittigt bruger sloganet “Know, before you go”. Da Alkali Flat Trail er parkens mest populære, fastholdt jeg mit valg, iført tennissko, hat og solbriller. Solens reflektion fra klitterne er markant, så jeg blev glad for rådet om at bære solbriller.

Det er ikke er så krævende at gå i sandet, da man let kan finde stier, hvor sandet har en fast overflade og hvor man kan holde et godt tempo. Har man vandrestave, er disse en stor hjælp og giver “et ekstra ben” at gå på. Midtvejs kommer man ud til nationalparkens grænse, hvor skilte opsat af det amerikanske luftvåben, markerer hertil-og-ikke-længere. Jeg gik turen på 2:20.

White Sands Missile Range

Højst usædvanligt, ligger nationalparken klods op af et stort militærområde, med en bemærkelsesværdig historie. I kølvandet på bombningen af Pearl Harbor i 1941, etablerede United State Air Force en base, der idag er kendt som White Sands Missile Range. Den 16 juli 1945 blev verdens første atombombe detoneret kun 96 km fra hvor jeg stod i White Sands området. En flerfarvet sky rejste sig 11 km i luften, efterfulgt af trykbølgen og lyden, fra bomben der fik det misvisende øgenavn Little Boy. 3 uger senere udraderede den Hiroshima i Japan.

Der affyres stadig testmissiler fra White Sands Missile Range, hvilket kan lukke parken med kort varsel, men normalt varsles dette et par uger i forvejen, så check parkens hjemmeside.

Vær opmærksom på, at parken kun er åben 7-21 i vinterhalvåret og lukker lidt tidligere resten af året. Med lukker menes, at man end ikke kan komme ud, hvis man er sent på den. Man må godt overnatte i telt, men ikke i mobilehome.

National Park Service tilbyder hver måned en Full Moon Hike, på natten før fuldmåne. Her oplever man fuldmånes magiske glød, i selskab med en parkranger. Check parkens hjemmeside for yderligere information.

Der naturligvis optaget talrige film i White sands fx. Transformers, Kong Salomons Miner, My Name is Nobody, The Book of Eli og kendte instruktører som Steven Spielberg har filmet her.

Se også: Carlsbad Caverns National Park

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så brug Facebookgruppen USA Forum.