top of page
Forfatters billedeMichael Bo Christensen

Amish People. Et enkelt liv med gud

Hvor de fleste emigranter søgte til Amerika for at opnå materiel lykke og velstand, kom Amish hertil for det stik modsatte. De gik i land i Pennsylvania, hvor kvækerne sikrede religiøs frihed for alle. Amish lever uden brug af teknologiske hjælpemidler, da disse kan føre til fristelser, og fører individet væk fra familien og kirken. Således lever man nøjsomt og i fuldkommen pagt med gud. Amish har ingen kirke, men mødes privat, i en lade eller hvor der er plads til mange mennesker. Denne måde at samles på, knytter sig til deres oprindelsessted ved franske Alsace, hvor de måtte skjule deres sammenkomster. Man har ingen præster, men tjenere, der bliver valgt under en rituel gråd, der skal symbolisere sorgen over den byrde, tjeneren fremover skal bære, når han skal udøve magt blandt Amish folket.



Amish folket er, for mændenes vedkommende, primært landmænd eller håndværkere. De udfører alt arbejde som i 1600-tallet, og passer godt på den jord de ejer. Kvinderne har travlt med børn, madlavning, tøjvask og håndarbejde. I hjemmet klarer man alting selv, og Amish er stort set selvforsynende. Alle måltider indtages samlet i familien, og man starter og slutter med bøn. I hjemmet tales Pennsylvania Dutch, som er en gammel schweizertysk dialekt, men alle kan desuden tale engelsk. Børnene går i skole i otte år. Amish mener, at det er nok til deres enkle livsførelse, og en egentlig uddannelse er ikke tilladt. Bevægelsen fordobles ca. hvert 20. år, for hver familie får gennemsnitlig syv børn. De opdrages meget strengt og deltager i arbejdet på gården. Efter 8. klasse skal den unge forberedes på at finde en ægtefælle. Det sker gennem en grundig proces, for skilsmisse er utænkelig. Den unge slippes løs som teenager i det amerikanske samfund, og for en tid er alt tilladt. Den unge får lov til at høre musik, drikke sig fuld, køre bil og dyrke sex, indtil de når til korsvejen, hvor de skal bestemme hvilken vej de vil gå. Vil de døbes og følge Amish, eller vil de leve en mere traditionel amerikansk livsførelse? Valget medfører ikke eksklusion af Amish, da den unge endnu ikke er døbt. Er man derimod døbt, skal man på alle måde leve som Amish. Bryder man reglerne, bliver man udstødt og ingen medlemmer må have kontakt med den udstødte.



Ligesom kvækerne er Amish meget antimilitaristiske helt ned i petitessen. Således må man ikke have overskæg, blanke knapper i tøjet, eller livrem, da det symbolsk set, kan henføres til militæruniformer. Amish bryder sig ikke om at blive fotograferet, da kameraer ligeledes er en teknisk genstand, som Amish ikke benytter.

Der lever idag ca 200.000 Amish i USA, og de fleste bor på østkysten, især i Holmes, Ohio Elkhart, Indiana og Lancaster County, Pennsylvania.

Comments


bottom of page