Med fingeren på knappen.

​

I årevis sad de klar, med fingeren på knappen, ventende på ordren fra præsidenten.

​

Dag og nat på 24 timers skiftehold, 2 mænd ad gangen. Bag den en meter tykke dør “The blast door”, der kun kunne åbnes og lukkes indefra, udførte de kontrol og de rutiner der knyttede sig til jobbet.

​

De kunne rutinen udenad og der var ingen slinger. Fik de ordren, ville de følge den. De var helt afklarede om dette. Det måtte højest tage 5 minutter at afsende atomraketterne.

​

De to mænd på vagten havde hver deres nøgle, og begge skulle drejes samtidig, for at aktivere atommissilerne. Derfor var de placeret med fire meters mellemrum, for at forhindre “utilsigtede hændelser”, som det var formuleret. Der var andre lignende sikkerhedsprocedurer.

 

Selv om de kun var to på vagt, var den ene altid øverstbefalende. Begge var bevæbnet. Et faktum mange fejlagtigt tror hænger sammen med, at forhindre den anden i at affyre raketterne. Bevæbningen handler dog om at beskytte deres koder, hvis nogen forsøger at trænge ind i atomsiloen. 

 

De havde egen “lejlighed” nede i hullet kaldet LCC (Launch Control Center).  

 

Tiden forekom umådelig lang og blev fordrevet med TV og læsning. De fleste havde kun to døgnvagter om ugen, så det var ret almindelig, at man tog en uddannelse samtidig med soldaterjobbet. 

 

I praksis var der mange kilometer til de 10 raketter soldaterne kontrolerede. De lå spredt ud over et større geografisk område og lå således ikke samme sted som bunkeren. De fleste af USA’s atomraketter lå i det nordlige område af midtvesten, i South Dakota. Herfra kunne man på under 30 minutter sende raketterne den korteste vej over nordpolen og ramme store dele af Sovjet. 

​

I dag kan tanken om en atomkrig syntes urealistisk, men under den kolde krig, var det anderledes. I oktober 1962 stod verden på randen af atomkrig i 13 dage, da Cuba opstillede russiske raketter på øen. Raketter der kunne ramme det meste af USA. Verden holdt vejret i angst og spænding. Soldaterne i bunkerne var under stort pres i de dage. 

 

En af dem der sad klar hvis ordren kom var Joe. Han er der stadig, men bruger nu sin tid på at vise offentligheden, hvad han lavede 10 meter under jorden, dag efter dag bla. sammen med Jim, der nu er ansat hos National Park Service (NPS) på visitorcenteret sydøst for Rapid City.

 

Efter nedrustningsaftalerne med det tidligere Sovjetunionen, blev Delta-09 nedlagt og senere blev det til et monument over en kold tid. Det eneste der findes i USA. 

 

Visitorcenteret er idag omdannet til et museum, der beskriver den kolde krig, og livet i bunkeren i særdeleshed. En af de NPS ansatte, Park Rangeren Jill, fortæller om en barndom i frygt. Hun boede i området som barn og brugte megen af sin tid på at kigge op mod himlen. Hun vidste at det var der raketterne ville komme fra, hvis USA blev angrebet. At de selvsamme raketter idag er blevet hendes levebrød er et paradoks, fortæller hun med et selverkendende smil.  

 

Atombunkeren er åben for offentligheden og billetter kan købes her.

De koster 12$. Du skal kunne klatre 5 meter på en stige hvis elevatoren er i stykker. Det er den tit. Børn under 1 meter kan ikke komme ind. Tasker må ikke medbringes. I højsæsonen er der talrige rundvisninger om dagen, mens der i resten af året kun er ganske få.   

​

Se også missilsiloen hvor atomraketten (nu kun en attrap) er gravet ned i jorden. Den kan kun ses fra oven og kræver ikke nogen billet.

  

Udstillingen på visitorcenteret er bestemt et besøg værd. Den ligger ved exit 131, der også er indkørsel til Badlands National Park, øst.

​

Der findes stadig mange atomsiloer, der dag og nat betjenes af minuteman og nu også kvinder.

​

Se også:

Ved Tucson, Arizona ligger den anden atombunker, der er åben for offentligheden. Titan Missile Museum har dagligt talrige rundvisninger. 

​

​