Wahweap Hoodoos
Klik på kortet.
Utah
I den sydlige del af Grand Staircase-Escalante National Monument, ved Hwy. 89 mellem Page og Kanab, ligger området Wahweap, også kaldet "The Valley of the White Ghost".
Wahweap består af en gruppe slanke tårnhøje hvide tinder, med mørke stenhatte, der er indlejret i et fantasilandskab af blødt gips, formet som smeltende vaniljeis.
Når man bevæger sig rundt på de utrolige hoodoos, skal man være meget forsigtig, da ethvert trin kan skade de skrøbelige formationer.
Turen derud er på 16,7 km t/r og man følger blot den store wash. Brug fx Alltrails app, så du er tryg ved turen. Måske møder du andre turister, for stedet er efterhånden blevet mere kendt. Længden sætter dog en naturlig begrænsning på besøgstallet. Bemærk at der ikke er skygge på ruten.
De “hvide spøgelser” ses bedst om morgenen, hvor der ikke er modlys. Der er tale om 3 områder, hvoraf det første man kommer til er det flotteste. De næste områder ligger ca. 2-300 meter derfra. Jeg har selv et besøg til gode, så dette er blot min research.
Parkering ved trailhead: 37°06'43.3"N 111°41’20.2"W
Nærområdet har flere andre hoodoos områder fx Sidestep Canyon, der er rimelig nyopdaget, samt det mere kendte Toadstool Rimrocks. På den anden side af Hwy 89 ligger Stud Horse Point, der er let at finde.
Området omkring Page har iøvrigt mange seværdigheder, f.eks Horseshoe, Lees Ferry, Toadstool Rimrocks, Antelope Canyons, Lower Antelope og Lake Powell søen med den store flotte dæmning.
Se også:
Kan man lide hoodoos, bør man se Bisti Badlands, Goblin Valley, Valley of Dreams og Ah-shi-sle-pah.
Tidsforbrug: 5-6 timer
Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så brug Facebookgruppen USA Forum.