Great Sand Dunes National Park &
Preserve.
USAs største sandklit.

Klik på kortet.

Colorado

Great Sand Dunes National Park & Preserve

I den østlige del af San Luisdalen i Colorado, ligger Nordamerikas største sandklit. Den er 230 m høj.

Kan en stor bunke sand virkelig blive udråbt til nationalpark, vil mange sikkert spørge? Svaret finder man i definitionen af en nationalpark, det vil sige et unikt område der beskyttes på grund af dets smukke, inspirerende, rekreative og læringsmæssige værdi.

Da Sangre de Cristos Mountains blev løftet op af de underliggende jordplader, efterlod den en stor dal hvor, den nu indtørrede sø, Lake Alamosa lå. Den store sø holdt på det sand der blev blæst ned fra de lokale Sangre de Cristos bjerge, men hovedparten af sandet kommer fra San Juan Mountains, der ligger 100 km herfra. Sandet føres ganske enkelt med vinden og lander i nationalparken. Denne luftlige transport af sand kaldes for venturi-effekten og ses også i Coral Pink Sand Dunes, der ligger tæt på Zion nationalpark.

Nogle nationalparker er oprettet på grund af områdets kaktusser, joushatræer, vulkaner, bjerge, skove, floder, rev, eller som i dette tilfælde, en stor sandklit.

En lille spidsfindighed finder man i navnet, Great Sand Dunes National Park med tilføjelsen af “and Preserve”. Dette dækker over, at nok er området fredet, men man tillader sportsaktiviteter, græssende kvæg, jagt og fiskeri. Nationalparken omfatter ikke kun sandklitterne, men også de omkringliggende områder.

På størrelse med Odense

Klitten er på størrelse med Odense, hvilket jeg havde svært ved at se, da jeg nærmede mig området. Da jeg begyndte min opstigning, fik jeg til gengæld et ganske andet indtryk af dette bjerg af sand. Lige som man tror at man er tæt på toppen, dukker en ny sand peak op. Og endnu en… Jeg finder hurtigt ud af, at det er lettere at gå i det fodspor personen foran mig har sat, da det er lidt fastere, end det løse sand man ellers går i. På forhånd gjorde jeg mig ingen tanker om at nå toppen, eller for den sags skyld bare halvvejs. Jeg har taget mine vandrestave med, hvilket gør turen meget lettere at gå. Jeg følger ikke nogen bestemt rute, men går blot opad, så godt jeg kan. Trods mine 65 år når jeg ca. halvvejs, hvilket jeg er særdeles godt tilfreds med.

I baggrunden ser man sne på toppen at bjergene den omkranser parken. Det er en flot kontrast.

Der er kun en vej ind i området. Efter visitor-centeret fortsætter man 600 m og drejer ned til den p-plads der ligger tættest på klitterne. Tæt herpå finder man også campingpladsen.

Inden man går op i terrænet passerer man den lille Medano Creek, der ofte har lavtstående vand i sig og danner ofte små indsøer, til stor glæde for parkens svedende turister. Kommer man om sommeren må man være forberedt på en varm oplevelse, for sandoverfladen er op mod 65 grader. Regnskyl kan måske virke som et forfriskende element, men medfølgende torden og lyn er desværre en farlig cocktail på disse kanter. Til gengæld er der ingen slanger i sandet.

Se også.

Garden of The Gods

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så brug Facebookgruppen USA Forum.