Cathedral Valley Loop -
Temple of The Sun
Utah
Se min video fra en hel dag i ødemarken.
Der skulle gå flere år, inden jeg for alvor fik øje på Cathedral Valley og endu længere inden jeg fik den sat ind i min rejseplan. Området, der delvis er en del af Capitol Reef National Park, gør ikke ret meget ud af at reklamere for sig selv, hvilket er en af grundene til, at her ikke er ret mange turister. En anden væsentlig grund er, at ruten kræver viden, planlægning, tørt vejr, en jeep og lidt held.
Cathedral Valley Loop tager en hel dag og man skal være forberedt på at den 105 km lange rute er grusvej, stenede passager, masser af washes, bjergkørsel og flodkørsel, for nu at nævne det sjoveste sidst.
Da jeg planlagde turen, havde jeg den udfordring, at jeg på dagen skulle bytte min bil ud med en jeep. Det viste sig at være lettere end jeg havde troet, for Thousand Lake RV Park, der ligger 20 km vest for Capitol Reef Visitorcenter, har 2 jeeps som de udlejer. Jeg fik en god betjening og hvis vejret var imod mine planer, kunne jeg frit afbestille jeepen dagen før. Prisen for 5 per. jeep var 2200,- inkl alle forsikringer.
Først kører man ud i floden
Kør mod øst mod Hanksville. 11.7 miles (GPS. 38°16'28.7"N 111°05’23.0”W) efter visitorcenteret i Capitol Reef, skal man holde øje med en afkørsel på venstre side, hvor der eer et skilt med: River Ford Capitol Reef. Følg denne 200 m og tag 2. vej til venstre, hvor man starter eventyret med at køre direkte ud i Fremont River og kører til højre. Ja, du læste rigtigt.
Vandstanden er normalt kun 10-15 cm og lavest i højre side. Man kører mod strømmen 20 meter og drejer til venstre og ind på sikker grund. Vandstanden i floden må ikke være så høj at man ikke kan køre igennem, eller at jeep’en bliver våd indvendig.
Det er en god iden at starte ruten her, for tænk hvis man kører den modsat og så kommer til en flod, som man ikke kan komme over. Så er konsekvensen 105 km returkørsel, hvoraf noget af vejen vil foregå i mørke.
Loopet er groft sagt formet som et langtrukket omvendt U, hvor man på den vestlige side kører på Hartnet Road og på østsiden ad Cathedral Road. Lang ruten er der flere afstikkere, som man bestemt bør opleve.
Allerede på de første par miles får man en forsmag på hvad der venter, for her går det opad stenede bjergveje, hvor man både skal holde tungen lige i munden, samt holde øje med store sten på vejen. Herefter flader vejen ud og bliver mere sandet og her kan man køre lidt stærkere, omend man skal holde øje med dybe washes (flodsenge). På dagen stødte vi på ca. 100 af disse.
Første stop er en gammel og rusten borevogn, som blev brugt til at lave brønde til farmernes kvæg. Læg mærke til de mange skudhuller, som nogen har haft det sjovt med at lave.
Farverige Bentonite Hills
Herefter går det op af bakke i det farverige Bentonite Hills, der er dannet af ler og vulkanaske. Området er guf for fotografer og man ser ofte disse smukke bakker på Instagram. Er området i Bentonite ikke tørt, kan man godt glemme alt om at køre den vestvendte del af loopet, for så er bakken op af Bentonite aldeles umuligt at forcere, selv i en jeep.
Efter 14 miles kommer Lower South Dessert Overlook. Gå den korte strækning til udsigtspunktet hvor man bla. kan se den imponerende og dekorative159 meter høje Jailhouse Rock formation, og en mageløs udsigt over hele området. Går man den 2,7 km t/r trail, kan man komme tættere på den store klippe.
Fortsæt og kør ind til Upper South Dessert Overlook Dessert View, der her er en del af Capital Reef National Park. Her ser man den 20 miles dybe valley med Henry Mountains som baggrund. På modsatte side af rimen ses Upper Cathedral Valley Overlook, hvor monolitterne ses oppefra. Her ser man tydeligt navnevalget, der passer godt på de storslåede, gotiske katedraler, man kender fra Europa.
For enden af den vestlige del af loopet, kører man ned i dalen og vejen skifter nu navn til Cathedral Road. Her ser man monolitterne der ensomt rager op i den rige vegetation.
Hus med dansk tilknytning
Kort efter bør man gøre stop ved Morrell Cabin, der endda har en dansk tilknytning, for ejeren Leslie H. Morellos farmor var dansk og er født i Kirke Søby på Fyn.
Slå et smut forbi Gypsum Zink Hole, der er omgivet af kløfter. Zink hullet er en sjælden geologisk forekomst og er 65 meter dyb og 17 meter i diameter. Herefter forlader man igen nationalparken og kører ind i BML land (ødemark).
Ganske tæt herpå drejer man ned mod Cathedral Valley’s signatur, Temple of The Sun og Temple of The Moon. De to sandstens klipper står tæt på hinanden og Temple of The Sun er den største. Kommer man kun for at se disse, kan man tage turen hertil ad Cathedral Road (2 1/2 time t/r). Ruten kan i tørt vejr køres i en bil med høj undervogn.
Læg mærke til den underlige “glasklippe” der står ved siden af Temple of The Sun og skiller sig ud. De fleste undrer sig og siger: Hvad er det”? Det ligner glas, men er Selenite krystal.
Herfra er der 1:15 til asfalten ved Caineville (Hwy. 24), hvor man kort forinden passerer Bentonite lignende klipper i Morrison Formation. Herfra er der 0:45 min til Bicknell, hvor jeep’en skal vaskes og støvsuges, inden aflevering. Jeg brugte godt 10 timer på turen.
Tip!
På visitorcenteret i Capitol Reef, kan man få et kort over dalen og de steder man bør se. Her får man også opdateringer om aktuelle vej- og vejrforhold. Bemærk at NPS generelt fraråder at man kører Cathedral Valley Loop, hvorimod de lokale anbefaler at man gør det, hvis vejret er tørt.
Har man tid, bør man her tage en afstikker af W. Factory Road og opleve Factory Butte der tordner sig op i landskabet. Det tager 1:20 min. at køre rundt om den.
Se også:
© Alle fotos af Michael Bo Christensen/Drivingusa.dk
Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så brug Facebookgruppen USA Forum.
Cathedral Valleys signatur: Temple of The Sun.
Jeg kører over floden og sætter mine gæster af, så de kan fotografere, da jeg tager turen en ekstra gang, til glæde for læseren og min indre drengerøv.
Vandborings vogn fyldt med skudhuller.
Dekorative Bentonite Hills.
Jailhouse Rock, set fra Lower South Dessert Overlook
Upper South Dessert Overlook Dessert View
Morrells Cabin har dansk forbindelse.
Glas Mountain er særdeles unik.
Temple of The Moon
Morrison Formation er rutens sidste attraktion.
Kør ruten med uret.